Skip til hoved indholdet

Velkommen

Her finder du praktiske informationer og andre nyttige oplysninger, når du og dit barn er nye i Læringshusets dagtilbud.

Kære nye familier

Velkommen til Læringshuset, vi glæder os til at lære jer at kende.

Hvis I, som har fået tilbudt plads, ikke allerede har været på rundvisning i vores hus, er I meget velkommen til at kontakte os og lave en aftale herom. Vi vil altid anbefale jer at komme ned og besøge os i god tid.

De af jer der gerne vil se dagtilbuddet inden opskrivning, så har vi faste offentligt tilgængelige forældre-rundvisninger den første tirsdag i hver måned kl. 14.30. Ingen tilmelding, bare mød op.

 
 

I Læringshuset glæder vi os altid til at tage imod nye børn og forældre. Vi vil rigtig gerne høre jeres historie og byde jer velkommen i huset.

Den første tid i vuggestuen hedder tilvænning. I skal regne med at en god tilvænning varer ml. 1-2 uger – begge dele er lige ”normalt”. Alle børn og tilvænninger er forskellige, derfor er det også forskelligt hvor lang tid, der er brug for til en god tilvænning - denne vurdering tager vi løbende i samarbejde med jer. Det er blot vigtigt, at I har afsat god tid til tilvænningen, da barnet kan mærke, hvis mor eller far har travlt.

Vi ved at det er en stor begivenhed for mange forældre, når jeres børn skal starte i vuggestue eller børnehave. Vi vil derfor hjælpe mod den bedste og tryggeste tilvænning for jer og jeres barn.

I starten vil I være med barnet i institutionen. Vi ved, at alle børn har brug for tryghed, når de skal lære en ny verden at kende. Den tryghed får de hos jer forældre, og de får den ved, at I er rolige og viser dem vejen og tager sig tiden til, at børnene selv tør møde den nye verden og institution. Det er derfor en god ide, at I forældre i starten holder sig tæt på, opmuntrer, viser nysgerrighed og på den måde udtrykker, at situationen er helt ok. Samtidig er det også vigtigt, at I er klar med trøst og kram, hvis det hele bliver lidt for meget.

Når jeres barn udviser en tryghed i institutionen, samarbejder vi om, at barnet skal prøve at være her alene. Så aftaler vi, at I er væk i et mindre stykke tid. I den forbindelse er det meget vigtigt, at I som forældre siger tydeligt farvel og er tydelig i, at I kommer igen.

Det kan være at barnet har brug for noget genkendeligt hjemmefra, eksempelvis en bamse eller en sutteklud.

Garderobe

Barnet får sit eget garderobeskab, hvor der er plads til overtøj og hjemmesko. Vi har gulvvarme i hele dagtilbuddet. Det er også en god idé altid at have årstidsbestemt overtøj i garderoben, da vi er ude på alle tidspunkter af året. 

Hvert barn skal have eget skiftetøj med. I som forældre skal selv være opmærksomme på om jeres barn har alt. Det er en god ide at skrive navn i alt tøjet eller benytte sig af færdigtrykte navneetiketter, der nemt klistres i tøj m.v.

I vuggestuen og vuggehaven er der fuld forplejning, hvor børnene tilbydes morgenmad hvis de kommer tidligt, formiddagsmad, frokost og eftermiddagsmad. Desuden har forældrebestyrelsen valgt at der skal serveres mellemmåltider i børnehaven. Der er ansat 2 køkkenpersonale, som laver mad til både vuggestuen og børnehaven. Kosten følger Sundhedsstyrelsens anbefalinger, Høje-Taastrup Kommunes kostpolitik samt forældrebestyrelsens principper.

I Læringshuset arbejder vi med forståelsen for jord til bord. Derfor sår og planter vi, samt høster/sanker vores krydderurter mv. Desuden inviteres børnene med ind i køkkenet hver dag. En gruppe børnehavebørn deltager i madlavningen, og de har også ansvar for at aflevere mad og service hos vuggestuen og vuggehaven.

Frokostordningen i børnehaven er på valg hvert 2. år, hvor forældrene skal stemme om, hvorvidt den skal fortsætte eller ej. I 2022 stemte 97% af forældrene for frokostordning.

Læringshuset - dagtilbud
Skolebakken 1,
2640 Hedehusene

Telefon: 43 35 44 60

Klyngeleder: Carina Pagsberg Rutell
E-mail: carinaru@htk.dk 

Pædagogisk leder: Bettina R. Stillits
E-mail: bettinast@htk.dk

Mandag – fredag:
Klokken 06.00 - 1700

Lukkedage